• Rømø bager

NYERE HISTORIE MED EJERNE ANNE OG BENT MAASS.
Det eneste bageri der er på Rømø, har været igennem en omfattende renovation fra den 2. november og frem til 19. december 2008. Det er ejerne Anne og Bent Maass, der fandt det nødvendigt at forretningen skulle moderniseres, for at kunne opfylde kundernes behov og den travlhed der er i højsæsonen.

Der er kommet flere turister til øen, og ofte står kunderne ud af forretningen i morgen og formiddagstimerne i højsæsonen. Derfor er der skabt yderligere plads til kunderne, men også plads til flere varer, en ekstra kasse og de ansatte der skal betjene de mange kunder.

Der har allerede været en større renovation af selve bageriet og lageret de seneste år, så nu var turen kommet til forretningsdelen, der både består af bagerforretning og café. Caféen er tilgængelig fra forretningen hvor kunderne vil blive direkte betjent fra, det er derfor muligt at nyde lækker morgenmad, frokost eller eftermiddagskaffe i caféområdet, hvor fra der også er udgang til en hyggelig gårdhave. Selve bygningen som er i gammel Rømø stil, er bevaret.

Anne og Bent Maass overtog Rømø Bageri i april 1998, efter at have været selvstændige i mange år. De første mange år drev de også forretningen i Bredebro samtidig, men succesen på Rømø voksede. Derfor valgte de at lukke bageriet i Bredebro og satse på bageriet på Rømø.
Parret har været selvstændige siden 1. oktober 1981 hvor de havde bageriet i Arrild og senere flyttede til Bredebro.

BAGERIETS TIDLIGERE HISTORIE
Bageriet på Rømø har en lang og spændende historie, som vi her vil fortælle lidt om. Det første hus på stedet er bygget i 1600-tallet og bliver med årene udvidet af flere omgange. Det er dog først i 1830’erne der indrettes et bageri i huset af Andreas Mathiesen, som lader sin kones yngste søster drive stedet. Da han selv bliver 60 år stopper han med søfarten og overtager bageriet, i 1857 dør han 71 år gammel og konen bytter ejendom med Peder Jesper Lausten Duhn som videre fører bageriet.

Peder Jesper Lausten Duhn beskæftiger en bagersvend og senere overtager sønnen Laust Lausten Duhn.

De vælger i 1873 at bygge nyt stuehus til bageriet, og opfører senere et pakhus. Sønnen Laust bygger i 1906 et nyt bagehus, og Laust lader sin søn Peder Jespersen Duhn overtage bageriet i 1908. Peder vælger i 1912 at mekanisere bageriet og under 1. verdenskrig tjener han som bager i Husum.

I 1959 overgår bageriet endnu en gang til næste generation, og sønnen Laust Siegfried Duhn driver bageriet sammen med sin hustru Margrethe indtil 1969. De bygger et nyt hus på grunden og bageren dør i 1980 og Margrethe i 2002. De fulgte dog bageriet på nærmeste hold resten af deres levetid, og var ofte gæster ved de senere ejere frem til deres død. Dermed nåede familien Duhn at have bageriet igennem flere generationer og med en varighed af 112 år.

I 1969 overtager bagermester Viggo Hansen og hustruen Helga bageriet på Rømø. De vælger at udvide bageriet og salgslokalerne, de driver forretningen indtil 1998. Herefter overtager de nuværende ejere Anne og Bent Maass bageriet, hvor de også for mange år siden begge to har arbejdet ved Viggo og Helga Hansen.

Ønsker du at læse mere om bygningens historie og evt. andre huse på Rømø er det muligt igennem bøger skrevet af Bert Kelm.